images/forsiden/topslider/Slider12.jpg

Hyggeligt møde på Library bar

Atmosfæren af læder og træværk er måske nok noget de fleste af jer nikker genkendende til, men også på det tidspunkt i december? Nej vel.
Men det kom de deltagende jaguar enthusiaster til, da vi mødtes inde på Library bar på Hotel Copenhagen Plaza.

Coronaen er igen blusset op på fuld skrald, men vi nåede lige dette arrangement inden det brød løs, desværre var en del interesserede forhindret, men vi var en lille forsamling som fik hygget os nogle timer inden vi skulle hjem til middagen.

Der var en fantastisk stemning med alle bøgerne i reolerne og de gamle adelige portræt malerier som kiggede måbende på os, imens snakken gik lige fra Jaguarer til gourmet opskrifter i de bløde chesterfield stole og sofaer. Der blev serveret G&T og fadøl til dem som ønskede dette.

Grantræ
Hvordan får man lige et 6 meter højt juletræ til ikke at fylde for meget gulvplads…
Jo man hænger det op i loftet med toppen nedad, genialt fundet på.
Vi ses til næste år samme tid og sted, første lørdag i december.

Tekst og foto: Ulrik Stuhr Christensen

Julehilsner fra formanden og regionerne

Kære alle

2021 er ved at rinde ud og julen står for døren.
Som de sidste liter benzin i tanken efter en lang køretur, ligger de sidste dage af december nu og skvulper.
Oplevelserne fra "køreturen" sidder dejligt i krop og sind.
Selv om Covid 19 drillede så fik vi mange gode oplevelser i klubben i 2021.
Igen blev det til omkring 60 arrangementer fordelt over hele landet. Husk at, hvis du orker det, må besøge dem alle.
Men nu er det tid at søge mod indendørs varme og hygge med familie og venner.

For mig er juledagene nogle særlige fridage.
Selv om familien kan trænge sig på, hviler der en særlig form for fred og ro over dagene.
Græsset skal ikke slås. Hækken skal ikke klippes. Og mange andre aktiviteter hviler.
Det er i orden ikke at have travlt med 1000 ting. Det giver en særlig ro.
En ro jeg vil opfordre til at man nyder i fulde drag.

Udenfor er naturen gået i dvale.
Man kunne tro at Jaguarklubben også gik i dvale på denne kølige og fugtige årstid.
Sommermånederne er klart de mest aktive, men allerede nu arbejder alle regionerne på at arrangere spændende besøg til os lige fra starten af 2022.
Som medlem af Jaguarklubben kommer man ud og se steder man ikke anede eksisterede.
2022 er 100 året for Jaguars oprindelse. Det vil blive fejret på forskellig vis landet over.
Hold derfor godt øje med arrangementslisten i bladet og på hjemmesiden.

Mens nogle områder går i dvale blomstrer andre.
Covid 19 nyder også julehyggen. Og blomstrer desværre.
Som det ser ud nu kan aflysninger af arrangementer ikke afvises.
Vi følger myndighedernes anvisninger til punkt og prikke.
Som det eneste ekstra opfordrer vi alle til at tage en test inden et arrangement.
Blot for at vi passer på hinanden.

God jul og godt nytår
Søren Post
Søren Post
Jaguar Club of Denmark

 

Julehilsen Fyn 2021

Julehilsen Jylland Nord 2021

Jylland Midt

Julehilsen Jyll Syd 2021

Region Sjælland

Region Sjælland: Julefrokost på Hotel Fortunen ved Dyrehaven.

Fortunen

Region Sjælland var tidligt ude med julefrokosten. Og det viste sig at være klogt – Coronaen har desværre ikke sluppet sit tag endnu. Denne gang på Hotel Fortunen ude ved Dyrehaven nord for København. Med lidt spænding hos arrangøren. Går det nu an at lave om på traditionerne? Men det blev vel modtaget med stor tilfredshed blandt deltagerne.

Den stod på en traditionel dansk julebuffet med alt hvad hjertet kan begære og jeg må sige, der manglede ikke noget. Folk var mødt talstærkt op, 36 deltagere, og der blev hygget og sludret ved alle bordene. Vi havde fået pejsestuen og med knitrende ild i baggrunden var omgivelserne idylliske.

Tekst: Ulrik Stuhr Christensen – Thomas Olsgaard
Foto: Linda Stuhr Christensen

Se hele artiklen og billeder under "Nyheder"

 

Region Fyn – Julefrokost 2021

Julefrokost

Så lykkedes det endelig for Regionen at få afholdt en julefrokost efter at samme jo i sagens natur måtte aflyses i 2020 grundet et eller andet ”Corona-Halløj”, der desværre ikke helt var overstået her 12 måneder senere.
I alt 21 deltagere troppede op på Brobyværk Kro i festligt julehumør en fredag aften, hvor Regionsformanden bød velkommen med en juledrink samt en kort opdatering over 2021 i JCD-regi.
2021 bød således på i alt 15 afholdte arrangementer spredt ud over hele regionen, og disse afholdte arrangementer havde i gennemsnit 22 deltagere hver samt – hvor relevant – 12 smukke ”Katte”, der hver især havde nydt at blive vist frem. En stor tak til alle JCD-medlemmer i hele landet, som i løbet af 2021 havde lagt vejen forbi Region Fyn til diverse arrangementer.
I indbydelsen havde Regionsformanden lovet en lille juleoverraskelse til deltagerne, og når man lover sådan noget – så går det jo ikke at man efterfølgende skuffer… Så i dagene og timerne op til julefrokosten var der arbejdet hårdt for at strikke et nogenlunde fast – og samtidig også minimums – program for 2022 sammen, som således lå klar ved hver kuvert. 2022 byder således på minimum 16 arrangementer med plads til yderligere ”spontane” arrangementer, der muligvis opstår i årets løb – Time Will Show…
Der var således lagt op til et spændende udgangspunkt for samtale aftenen igennem mens den herlige ”4-retters buffet” blev behørigt stillet frem af det venlige og smilende personale på kroen.
Brobyværk Kro er knap 400 år gammel og skiftede senest ejer i sommeren 2020, hvor en omfattende renovering af kroen blev igangsat med skyldig respekt for sammes status som kongelig privilegeret kro.
Samtidig kom der en ny køkkenchef til, og denne kombination resulterer i dag i, at stedet er fantastisk flot indvendig som udvendigt, samtidig med at maden er helt i top – visuelt såvel som smagsmæssigt.
Alle deltagere havde således nogle hyggelige timer sammen i godt selskab, mens det smilende og venlige personale sørgede for, at der ikke manglede noget i hverken flydende form eller fast form aftenen igennem.

Jul fyn21

Således blev arrangementsprogrammet for 2021 afsluttet med et flot ”punktum”, mens alle så frem til snart at kunne mødes igen i 2022.

Julefrokost Jylland Midt

Jylland Midt

Bord

Fredag aften startede sæsonen for julefrokoster i JCD, da Jylland Midt spiste frokost i Hinnerup.

Frokosten var anderledes end de andre år, idet festlighederne var henlagt til restaurant La Luna, hvor de kun serverer italiensk mad.

På forhånd bekom dette nye tiltag deltagerne godt, og det lød til at deres tilfredshed steg efterhånden som retterne blev bragt ind og derefter spist.

Dorthe og Marco førte os rundt i de forskellige italienske regioners køkkener og spisekamre, og en del viste endda deres mod ved at indtage en julebryg fra Sicilien. Så var vi jo helt dernede, hvor det er farligt at afslå et godt tilbud - og det gjorde man så heller ikke!

Bordhygge

En snes medlemmer med damer havde en rigtig hyggelig aften, og det blev sent inden de sidste fandt tiden moden til at tage hjem, heldigvis var månen oppe.                                                                          

Steen Normann

Jaguar Club of Denmark · Rørskærsvej 24, 2820 Gentofte, CVR 57808268
Bank: Reg.nr.: 8125 Kontonr. 0005924383Titlebill

 

logo dankort logo mastercard Handelsbetingelser for JCD Shop.