images/forsiden/topslider/Slider12.jpg

Jaguar E-type Serie 1 Fixed Head Coupé

Jaguar E-type Serie 1 Fixed Head Coupé
4.0/5 rating (3 votes)

 E-typen blev lanceret i 1961. Bilen var designet af Malcolm Sayer, der var specialist i aerodynamik. Det var også ham, der havde designet C og D-type racerne. Ikke overraskende var E-typen derfor kraftigt inspireret af D-typen, (og gadeversionen XKSS). E-typen var dog en lidt større bil, og så var den primært designet til gadebrug. Der blev dog lavet en håndfuld letvægts E-typer til racer-brug. De fik dog aldrig den samme succes på banerne som C og D-typerne.

Succes fik E-typen til gengæld på landevejene. Med et fantastisk vellykket design og køreegenskaber og præstationer, der tog pusten fra selveste Ferrari i starten af ’60erne til en brøkdel af prisen (Den første E-type kostede 2098£) blev E-typen en gigantisk salgssucces for Jaguar op igennem tresserne. Der nåede i alt at blive produceret 72.536 E-typer før oliekrisen fik stoppet produktionen 13 år senere.

E-typen blev af Malcolm Sayer oprindeligt designet som en roadster (Open Two Seater), men i bedste Jaguar tradition skulle programmet også omfatte en coupé (Fixed Head Coupé). Pladesmeden Bob Blake designede coupéens tag ved at prøve sig frem med et stykke karrosseriplade og en hammer. Han lagde derefter taget på en roadster og studerede resultatet. William Lyons kom tilfældigvis ud på værkstedet på dette tidspunk og blev så begejstret for de smukke linier at bilen straks blev beordret i produktion. Fixed Head Coupéen betragtes af mange som den bedste af E-typerne. Dels er den med den elegante coupé form klart den smukkeste E-type og dels var den med det lukkede tag den bedste bil at køre hurtigt i.

Og E-typen var en Grand Tourer i sin reneste form, der rigtigt kom til sin ret på de europæiske landeveje, der i ’60-erne stadigvæk var forholdsvis fremkommelige – og så var der jo fri hastighed den gang. William Lyons var så begejstret for coupéen at han valgte at lancere den som den første E-type på Geneve Motor Show i 1961, hvor han stolt stillede op til fotografering med skønheden. Bilen, der blev brugt til lanceringen var den 2. prototype med registreringsnummer ”9600HP”. Bilen er den ældste bevarede E-type og er i år 2000 blevet færdigrestaureret af den nuværende ejer Philip Porter. Projektet er nærmere beskrevet i bogen ”The Most Famous Car in the World”. Se anmeldelse i Jaguaria nr. xxx. Læs mere om E-type 3.8 litre på siden om OTS (Open Two Seater.

Specifications

  • Model: Jaguar E-type
  • Serie/Type: Serie 1 Fixed Head Coupé
  • Produceret fra: 1961
  • Antal produceret af model seiren/typen: 7667
  • Højde mm: 1220
  • Længde mm: 4450
  • Bredde mm: 1660
  • Vægt kg: 1123
  • Motortype: 6 cyl. Rækkemotor DOHC
  • Motorstørrelse: 3781 ccm
  • Drejningsmoment Nm: 353 @ 4000 omdr./min.
  • Ydelse: 265 @ 5500 omdr./min.
  • Acceleration 0-100 km/t: 6,9 sek.
  • Tophastighed (km/t): 240

Share this product

Leave a comment

You are commenting as guest.

Jaguar Club of Denmark · Rørskærsvej 24, 2820 Gentofte, CVR 57808268
Bank: Reg.nr.: 8125 Kontonr. 0005924383Titlebill

 

logo dankort logo mastercard Handelsbetingelser for JCD Shop.