XJ Series 1-3 Saloons (1968-1992)

Daimlermærket var fortsat betegnelse for topmodellen hos Jaguar. Rent teknisk var der stadig ingen forskel. Udstyrsniveauet var det maksimale, og med Vanden Plas betegnelsen kunne der ikke tilkøbes yderligere herligheder.

 I tillæg til de \""almindelige\"" modeller blev modelprogrammet påny supplleret med Daimler modeller. Modellerne adskiller sig på det tekniske ikke fra Jaguarmodellerne. Den mest synlige forskel er kølergrilen og kromstykket på bagklappen, som er \""rillet\"" istedet for \""plain\"".

 I 1975-77 kunne XJ modellen leveres som en smuk Coupe. Det blev den sidste model, hvor Jaguars grundlægger Sir Williams Lyons medvirkede til designgivningen. Vognen har ingen ruderammer, hvilket bevirker at hele vinduespartiet kan åbnes.

Allerede ved konstruktionen af vognen var det taget højde for, at modellen skulle kunne leveres med den nyudviklede V12 motor på 5,3 liter.

I starten blev S II modellen bygget på samme platform som S I\'eren. Kunderne havde dog klaget over for lidt benplads på bagsædet, hvorfor en L-model (Long) blev introduceret for både for XJ 6 og XJ 12.

Vognen var stadig identisk med de 6-cylindrede vogne og fik de samme opdateringer.

 I 1975-77 kunne XJ modellen leveres som en smuk Coupe. Det blev den sidste model, hvor Jaguars grundlægger Sir Williams Lyons medvirkede til designgivningen. Vognen har ingen ruderammer, hvilket bevirker at hele vinduespartiet kan åbnes.

 I september 1973 blev XJ modellen modificeret en del og Serie II modellen blev introduceret. På det tekniske plan var der kun foretaget nogle småforbedringer.

I 1979 blev XJ modellen påny modificeret. Mest tydeligt er de amerikansk inspirerede gummikofangere. Hele tagkonstruktionen blev ligeledes ændret, for at give mere hovedrum til bagsædepassagerer. En del serie II modeller er gennem tiden blevet \""moderniseret\"" til at ligne en S III. Et klart tegn på om den er ombygget er den forreste siderude - på S III er det een samlet siderude mens S II har en lille trekants rude.