Racerbiler (1951-2004)

Jaguar E2A er den unikke prototype fra 1960, som i sin tid var bindeled mellem racerbilen, Jaguar D-type og produktionsmodellen, den legendariske Jaguar type E, som blev lanceret i 1961. Prototypen indbragte ikke mindre end 4,5 mio dollars - med dagens kurser svarende til 22,5 mio. kr. - i 2008. Bilen har indtil da været ejet af samme familie i 40 år, og den fremtræder fuldstændig original.

 Jaguars XK120 havde pæn succes på racerbanerne i begyndelsen af 50erne, hvilket gav Lyons blod på tanden. Man besluttede derfor at lave en baneversion (XK120C) og Bill Heynes blev sat på opgaven.

Jaguars legendariske D-type racer var efterfølgeren til C-typen. Bilen blev testet første gang på Le Mans tidligt i 1954. Det elegante og aerodynamiske karosser var designet af Malcolm Sayer efter omfattende tests i vindtunnel med 1/10 scalamodeller.

Jaguar C- og D-type racerbilerne blev efterfulgt af Jaguar E-typen, der dog primært var designet til gadebrug og kommerciel succes. Derfor var den - selv i lightweigt form - heller ikke specielt konkurrencedygtig på banerne.

Dette var Jaguar's svar på den dominante turbo-era racerbiler. XJR-10 / 11 serierne var udstyret med twin-turbo V-6 motorer i stedet for de tidligere V12 motorer. XJR-11 var en European-spec FIA Group C racer og den blev stærkt udviklet i løbet af de to sæsonner, den racede. Den amerikanske IMSA GTP-spec XJR-10 beholdt XJR-11's original body konfiguration, men blev udstyret med en mindre motor og enkelte aerodynamiske detaljer for at tune dens performance.

Dette var Jaguar's svar på den dominante turbo-era racerbiler. XJR-10 / 11 serierne var udstyret med twin-turbo V-6 motorer i stedet for de tidligere V12 motorer. XJR-11 var en European-spec FIA Group C racer og den blev stærkt udviklet i løbet af de to sæsonner, den racede. Den amerikanske IMSA GTP-spec XJR-10 beholdt XJR-11's original body konfiguration, men blev udstyret med en mindre motor og enkelte aerodynamiske detaljer for at tune dens performance.

Erfaringerne fra XJR-10/11 viste at V6 Twin-Turbo maskiner stadig var umodne og skrøbelige. Derfor blev den gamle, men meget stabile V12 motor taget til nåde igen.

På Le Mans vandt den med en gennemsnits hastighed på 204 i timen.

Grundet nye regler fra FIA blev XJR-14 et helt nyt design af John Piper og Ross Brawn. Det blev til en meget hurtig racer uden stor konkurrence i 1991 - og resultatet blev også til 5 sejre og 10 Pole positions.

Af forskellige tekniske årsager deltog XJR-14 ikke i Le Mans.

Designed af Peter Stevens, som en efterfølger til Le Mans vinderen XJR-9. Der er i alt produceret 50 stk. Annonceret den 15. novenmber 1990, produceret af TWR for Jaguar Sport.

Dette er resultatet af det første samarbejde mellem Jaguar Cars og Tom Walkinshaw Racing. XJR-5 gav dog heller ikke den store succes.

 Det andet forsøg/samarbejde mellem Jaguar Cars og Tom Walkinshaw Racing (TWR). Den forbedrede bil opnåede bedre placeringer, bl.a. en 2. plads i Malysia, en 3. plads i SPA og en 5. plads i Canada.

Til 1987 sæsonnen blev XJR 6 opdateret af Tom Walkingshaw Racing (TWR) og døbt XJR-8. Det var hovedsagelig motoren og fronten af bilen, der blev opdateret.

 En videre udvikling af XJR-8 - igen designetaf Tony Southgate, og bygget af Tom Walkinshaw Racing (TWR). En speciel variant er XJR-)LM, som blev udviklet til Le Mans 24 timers race, hvor der er behov for høj fart ligeud på Mulasnne stykket. Det var også denne variant, som i 1988 vandt La Mans. I alt blev det til seks sejre for denne model inden den blev forældet allerede i 1989.