images/forsiden/topslider/Slider12.jpg

Midsommertræf i Gl. Ry

JCD Midsommertræf i Gl. Rye 2

Så blev det onsdag, solen skinnede fra den årle morgen, sommeren var over os.
Om aftenen, skulle det 3. Midsommertræf løbe ad stablen, denne gang flyttet ind i
Søhøjlandet, til bredden af Mossø.
Igen var det et arrangement hvor Jylland Midt og Syd ville fejre midsommeren sammen,
denne gang med grill. Meningen var også, at medlemmer inde fra Jyllands indre skulle
have et arrangement i nærheden af deres bopæl. At rygtet så også var nået over Lillebælt,
det gjorde det ikke ringere.
I den store bygning, men masser af borde og bænke, blev der derfor tændt op i grillen, så
man kunne få branket det medbragte kød. Klubben er i det gavmilde hjørne for tiden, så
der var pølser, brød og drikkelse som supplement.
Vi kunne have været flere, men den snes som kom, de havde nogle fornøjelige timer. Med
det vejr - og det selskab - så kunne det kun blive en god aften.
Igen kom der et par biler med medlemmer som ikke er faste deltagere, det ene par i en
meget flot Mk. 2, som de havde købt fire dage før. Det er altid dejligt, når der dukker nye
ansigter op. Velkommen, håber at se jer mange gange i fremtiden.
Der blev altså sparket dæk, grillet og hygget, så det forslog.

Go’ sommer!

Katte under broen - En overvældende succes

Katte bro1

En succes af de lidt bedre var en realitet søndag sidst på eftermiddagen, da der blev gjort status over arrangementet Katte under Broen. Kagerne var – stort set – spist, kaffen drukket til sidste dråbe, et par nye medlemmer var på plads og Festivalpladsen ryddet, så der ikke var nogle tegn efter de ca. 60 biler, der dukkede op til det ”spontane arrangement”, hvor Jaguar’s 100 års jubilæum blev markeret.

Et arrangement, som indledningsvist blev planlagt som en ”lille picnic” for medlemmerne blev opgraderet til et Lands arrangement for at markere Jaguars 100 års jubilæum, og dette markerede medlemmer fra alle 5 regioner ved at møde op på Festivalpladsen under Ny Lillebæltsbro.

Læs hele artiklen under "Nyheder"

Tekst: Michael Sandberg
Foto: Claus Pagh - Michael Sandberg - Jørgen Findsen

Englændertræf i Løgumkloster

Englænder

I næsten et år havde vi planlagt at lægge vejen forbi Englændertræffet i Løgumkloster, for primært at se om det kunne måle sig i kvalitet med det årlige Gavnø Slot arrangement.

Læs resten af artiklen under "Nyheder."

 

Årsmøde TyvetoogThyve i Thy

Hotel
Kan man sin Olsenbanden vil huske at dette var hotellet og trappen som kommandanten kørte op af
da hans nerver ikke længere kunne holde til rystelserne under hans logi. Han bestiller straks en dobbelt whisky.


Med næsten 3 års forsinkelse kom Årsmødet TyvetoogThyve endelig i gang.
87 personer med hang til Jaguarer mødte op i deres smukke biler. 46 af slagsen. Sikke et syn. Det vrimlede med Jaguarer.
Hanstholm er ikke en by hvor der på nogen tid kan tales om myldretid. Derfor var alle vores biler meget synlige i gadebilledet. Det var smukt.
Også landskabet var smukt. Og utroligt varieret. På de nøje planlagte og velforberedte køreture kom vi igennem både hedelandskab, frodige skove, rundt om smukke søer, hyggelige havnebyer, kæmpe vindmøller, et whiskydestilleri og meget meget mere.
Årsmødet var på flere måder spændende. Normalt mødes vi fredag eftermiddag til kaffe og senere en middag. Lørdag er der køretur på smukke veje til spændende steder.
Men denne gang mødtes vi allerede om torsdagen. Nogle få mødtes endda om onsdagen.
På denne måde fik vi alle en mulighed for at holde en miniferie. Dette havde de fleste takket ja til.
Køreture både fredag og lørdag.
Det var stort at se 46 Jaguarer bugte sig igennem landskabet. Flere steder stod folk ved vejen eller havelågen og vinkede eller klappede.
I køkkenet på Hotel Hanstholm tryllede køkkenchef Tino med gryderne. Maden var forrygende god.
Festmiddagen bestod af lækker og mør kalvemørbrad, men forinden havde vi hyggespist af en flot omgang tapas som var anrettet på et roterende fad på hvert bord.

Fyr
Lodbjerg fyr i blæsevejr. Bygget umådeligt solidt i svensk granit. Det havde stået der i mere end 100 år og alligevel
tvivlede underbevidstheden på om det ville blive stående i blæsevejret mens man var oppe i det.

På torsdagskøreturen stoppede kortegen af Jaguarer ved foden af Lodbjerg fyr. Her fik vi frokost. Hotellet havde pakket lidt lækkert til alle. En frokost smager endnu bedre når den nydes udendørs, i solskin og i godt selskab.
Bagefter var der økologisk hjemmelavet is.


Is
Der blev øst flittigt og gavmildt op til alle.

 

Tønder
Der er whisky i tønderne. Masser af whisky. Vi er på besøg på en gård hvor man for sjov begyndte at brygge whisky.
På et tidspunkt skulle de afgøre om de skulle udvide eller afvikle – de valgte rigtigt.


Et stop alle havde glædet sig ekstra meget til: Thy Whisky Destilleri. En særdeles oplagt medejer, Andreas Poulsen, fortalte med et medrivende og brændende engagement om hele cyklussen på gården. Dyrkningen af kornet, maltning, selve whiskyen og hvordan restprodukterne blev til foder for køerne og helt ud til hvor det ”brugte” foder blev til nyt liv i kornet. Synes man at whisky er for stærkt så kan man købe mælk fra denne gård i Irma.

P pladsen
”Gentlemen – start your engine” Følger man rækken der starter med den røde e-type kan man ane endnu en rød e-type til højre i billedet.
Det er Mogens. Han kørte forrest og viste vejen.

 

Torv
Thisted torv er invaderet af Jaguarer. Vi er dog en venligere form for invasion.
Bortset fra de obligatoriske mindre oliepletter så efterlod vi ikke noget rod.


Mads og Per havde lavet en lille genistreg. Ved at trække lidt i nogle tråde havde vi lov til at parkerer på torvet i Thisted.
Her skinnede solen og bilerne om kap og vinden er en helt anden og mere rolig her end den friske og til tider barske vind omkring Hanstholm.


Vindmøller
Som om vi ikke havde fået nok frisk luft. Thy vindmølle testcenter. Møllerne i baggrunden måler 150 meter til toppen af masten.
Hertil kommer en vingediameter på 155 meter. Alt her er stort.

I Thy Testcenter havde vi alle igen fået den samme frisure. Man kan godt forstå at tanken om et testcenter her er lige til højrebenet. Man kunne have udvidet butikken med en frisørsalon.
Da vi havde hørt lidt om vindmøller og fået vejret var der blot en smuk køretur tilbage til hotellet tilbage.
En stor tak til vinden, naturen og hele holdet bag Årsmødet 2022 i Thy.

Tekst og billeder: Søren Post

Træf på Wedelslund Grundlovsdag

Wedelslund 2022

Efter to års pause, blev det igen tid at tage til træf på det smukke Wedelslund Gods.

Coronaen er lagt bag os, og nu gælder det igen om at komme ud, møde hinanden og få kigget på mekanik. Det har vi godt nok savnet.

Årets træf kunne ikke forlange bedre vejr, solen var os fra den årle morgen. Man havde udvidet arealet hvor bilerne kunne stå, og vi, JCD, vi havde igen det dejligste hjørne af parken. Der er kommer ny ejer af godset. Det kunne ses forskellige steder. I vores hjørne havde han begavet os med en kæmpe krukke af kunstneren Peter Brandes. Så vi fik endnu mere kultur end de smukke kunstværker fra Sir Williams hånd, at se på.

Ellers gik dagen som de andre år, socialisering, kiggen biler - der var vist over 1.500 - motorcykler, brandbiler, kunstfly og minsandten om ikke der også kom to jetfly forbi, i ret lav højde, og hilste os med kokette vip med vingerne.

Noget af det positive der også var, var, at der kom medlemmer frem, som vi ikke ser så meget i klubben - og der blev tegnet tre nye medlemskaber. Altid dejligt med nye folk, selvom de gamle også er gode nok. Noget andet positivt var selvfølgelig også det nærmest massive fremmøde. I konkurrence med et lignende arrangement i nabobyen Silkeborg, pinsefrokoster, Store Køredag arrangementer og hvad har vi, var det dejligt at vi lige knapt rundede en snes Jaguarer.  Der var med andre ord noget at se på, og jeg mindes ikke der er blevet fotograferet så meget de andre år, som tilfældet var her. Spørgelysten var vel nærmest proportionel med antal fotos, og jeg føler at vi var flinke til at besvare spørgsmål og til at åbne for motorhjælmen. Den slags giver jo noget begge veje.

Alt i alt en rigtig god kvalitetsdag, ligesom den slags skal være.

Wedelslund b 2022

Tekst og foto: Steen Normann

Klubben besøger Haderslev Sejlforening

 

 Havn1

Pinseaften var klubben inviteret til Haderslev Sejlforening. Denne weekend, er en af Sejlforeningens mest besøgte dage, hvor der kommer både fra Danmark og Tyskland. For mange sejlere, er dette en tradition at besøge denne havnen. Der var en dame der fik overbragt en flaske rødvin, da hun denne gang havde deltaget 40 gange i pinsearrangemenet i havnen..

Vi fik en afmelding om morgenen pga. sygdom, så vi var 4 biler der stillede op under klubflaget. Det startede med overskyet vejr, men snart forsvandt skyerne og solen varmede dejligt. Sejleforeningen serverede grillede pølser og kolde fadøl, og der blev spillet live bluesmusik. Der var mange der ville tage billeder og spørge ud til vores flotte biler, og også få et gratis klubblad med. Vi fik også besøg af nogle af klubbens medlemmer, som jeg ikke havde hilst på før. Alt i alt nogle dejlige timer i Haderslev!

Havn2

Mvh
Ruben

Jaguar Club of Denmark · Rørskærsvej 24, 2820 Gentofte, CVR 57808268
Bank: Reg.nr.: 8125 Kontonr. 0005924383Titlebill

 

logo dankort logo mastercard Handelsbetingelser for JCD Shop.