images/forsiden/topslider/Slider12.jpg

Rekord på Rungsted Havn

Rungsted
I hvilken som helst anden havn ville dette være blevet en rekord i trafikkaos.
Men Rungsted havn er en meget stor havn, Og med plads til mange biler.

Aldrig før har vi været så mange til et havnebesøg. Indbydelsen lagde op til at vi skulle prøve at slå rekorden fra Vedbækhavn sidste år.
Det gjorde vi så. Vi var 37 Jaguarer da der var flest. Imponerende og et smukt syn.
Med de mange Jaguarer kom der endnu flere søde og rare klubmedlemmer. Alt dette pakket ind i den blide aftensol gjorde til en fantastisk aften som trak mange nysgerrige gæster til.
Der blev sparket dæk og fortalt utrolige røverhistorier mellem bilerne. Men der er, som altid, også plads til en masse social hyggesnak.
Missede du denne rekord så hold øje med kalenderen. Planerne om at gentage dette rekordforsøg til næste år er allerede i støbeskeen.
Tak alle der fandt vej og til Fish & Chips manden for lidt at lune fingrene på.
Søren

Bobler i Norsminde

 norsminde


Atter skulle vi gå den tunge gang: Sige farvel til sommeren.
I år foregik afskeden på havnen foran Norsminde Kro.
Det blev en rigtig hyggelig aften, vejret artede sig, der blev fortæret bobler og snacks - ja, selv det
nys overståede Jubi-årsmøde blev fortæret, en gang til.
Med et fint fremmøde, på 15 - 16 biler, samt masser af snak og godt humør, blev der sat et værdigt
punktum for årets udendørsarrangementer, samt en dejlig sommer.
Vi ses i 2026!

Foto og tekst Steen Normann

Pølsegilde på Springforbis parkeringsplads

Pølse1

Trængsel ved foderbrættet. Duften af ristede pølser lokker altid sultne maver til fra nær og fjern.



Det var nu 21 gang Jaguarklubben mødtes med Volvo P1800 klubben på Springforbis
parkeringsplads. Den var en aften kronet med et solskinsvejr, som fik lokket rekord mange
Volvo P1800 og Jaguar biler ud. I år kunne vi tælle en Aston Martin, fire Austin Healeys, 13
Volvo P1800 og 19 Jaguar biler. Ud over det gode vejr var der på forhånd også lokket med
pølser på grillen, og her kunne de fremmødte udvise en rekordstor appetit – i alt blev der
fortæret 96 pølser med brød og tilbehør – tilberedt af min datter Astrid og undertegnede.

Pølse2

Grillmesteren og Levnedsmiddelkontrollens udsendte kontrollant har fuldstændig styr på grillerne.

Stemningen var i top – fyldte maver gavner humøret. Hertil var der bagefter udsigt til den
sædvanlige dessert – nemlig en is i Vedbæk havn. Alt i alt en dejlig og hyggelig aften med
stort fremmøde.

Billeder: Inge Lindgren Petersen. Tekst: Mads Seyer-Hansen

Tak fra festudvalget

Festudvalg

Festudvalget vil gerne sende en stor og hjertelig tak til jer alle for jeres uvurderlige bidrag til
jubilæet. Det blev en uforglemmelig fejring – og det skyldes jer!
Tak til:
 Hindsgavl for praktisk hjælp og udstrakt service
 Jørgen Findsen for det flotte finpudsede logo og tålmodigheden med utallige opdateringer til
hjemmesiden og nyhedsbreve
 Søren Wichmann’s uforglemmelige foredrag om e-typen
 Autohallen for hjælp med D-typen og gaver
 Blokmann, British Motor Group og Limora for generøse sponsorgaver
 Sommers Automobile Museum for at låne D-typen 
 Helle & Magnus Nordtofte, Mette Seyer-Madsen og Pia Neel for jeres indsats i boden.
 Poul-Erik Christensen, Steen Normann og Leo Jensen for at stå for XJS concours
 Michael Sandberg for at køre traileren til og fra Hindsgavl
 Tom Ruhrskov og Marianne Tønnesen for at arrangere lørdagens køretur.
 Bent Clausen for at sørge for, at der var behørigt pyntet op med Jaguar-effekter, som skabte
den gode stemning. 
 Bestyrelsen for støtte og beslutningshjælp
Og ikke mindst tak til alle jer, der deltog!
Med jeres smukke biler, gode humør, smil, snakke, latter og dans var I med til at skabe den helt
særlige stemning, der gjorde jubilæet til en succes.
Over 100 Jaguarer prydede området under åbent hus, og gæster fra nær og fjern kom for at beundre
dem. Solen skinnede, og der var liv og glade dage overalt – præcis som vi havde håbet.
De bedste hilsner,
Festudvalget

Jaguaria 361

 

Forside 361
Hvis du ikke allerede har modtaget Jaguaria nr. 361, så er det på vej i din postkasse.

God sommer og læselyst.

Skønne Snekkersten Havn

Snekkersten1
Det er godt at Snekkersten Havn er privat grund. En nidkær parkeringsvagt kunne have fået skrivekrampe og fråde om munden her.


Vi kom hurtigt til at spille Tetris med bilerne. Pladsen skulle udnyttes helt ud til havnebassinet og
helt hen til mastekranen hvor der selvfølgelig skulle sættes en mast på et skiw netop i dag.
Snekkersten Havn er en hyggelig men også lille havn. Selv om kajen var ryddet for skibe, ruser og
pensionerede søulke så fylder 23 smukke Jaguarer og deres ejere en hel del. Hertil kommer alle de
nysgerrige gæster som havde svært ved at løsrive sig fra bilerne.
Havnebesøget i Snekkersten er blevet populært. Og det er ikke så underligt. Jan & Mia forkæler os
udover det rimelige med deres dejlige selskab, gæstfrihed og ikke mindst med livets goder. Man er
ikke sulten når man går hjem fra Snekkersten havn. Det er godt at vi kan tåle det al den forkælelse.

Snekkersten2
Man bliver så sulten af at finde en parkeringsplads på havnen. Det må være den friske havluft. Alle har nu været forbi kabyssen og fyldt
tallerkenerne med lækkerier. Læg for resten mærke til det flotte banner. Det kan du også se hvis du kommer til Hindsgavl Slot.

Snakken gik livligt mellem borde og biler. Man skulle tro vi ikke havde set hinanden længe. Men
måske er det i virkelige dette vi at ses så ofte, at vi snakker så godt sammen.
Vores smukke Jaguarer er jo i virkeligheden blot en undskyldning for at vi kan mødes 

Snekkersten3
Et ellers raskt og rørigt medlem er faret vild mellem de mange biler. At armene er i vejret, skyldes utvivlsomt glæden ved at have fundet
tilbage til flokken igen. Eller også har hun en pistol i ryggen.


Tusind tak til Snekkersten havn for at husly og en kæmpe tak til Jan & Mia for en skøn aften med alt
hvad hjertet kunne begære.

Tekst &billeder: Søren Post

Jaguar Club of Denmark · Rørskærsvej 24, 2820 Gentofte, CVR 57808268
Bank: Reg.nr.: 8125 Kontonr. 0005924383Titlebill

 

logo dankort logo mastercard Handelsbetingelser for JCD Shop.