Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Som at være der selv
Det er ret imponerende hvad de frivillige her har bakset sammen gennem årene. Dette kunne være en tidlig udgave af
Valbylanggade.'
Sporvejsmuseet har flere gange været på vej til at blive et arrangement på Sjælland.
Nu skulle det være.
Og det var på tide.
Besøget var det hele værd. Man træder ind i en tidslomme. Man er igen ude i sin
barndomsgades trafik og kører i en rumlende sporvogn med mor og far.
Alle detaljer i de rullende vogne er restaureret til perfektion. Alt virker. Alt er som det var og
som det skal være.
Duften af lakeret træværk, maling, de gamle reklamer, jævnstrømsmotorens hyggelige
brummen, hjulene der knasende piver sig igennem sving og skiftespor. Det hele til lyden af
den karakteristiske klokke som chaufføren hygger sig med.
Glemt er dronekrig, facebook, passwords og pinkoder og alle andre nymodens trængsler.
For en kort stund er man tilbage i hverdagens fredelige gang, forudsigelighed og rolige
tempo som sporvognen selv.
Til hverdag tog man sporvognen til jobbet. Om søndagen tog man uden for byen. Det har sikkert kostet en omstigning. Her ses en
vognfuld glade mennesker på vej til en frokost i det grønne.
Sporvejsmuseet, som så dagens lys allerede i 1965 og åbnede som museum i 1978, har
anlagt et spor ud til en lysning i skoven. Her vender sporvognen rundt, kører tilbage og
henter flere glade mennesker der vil i skoven. På ruten er der anlagt vigespor. Her passere
de udad kørende de hjemad kørende. Det sørger den årvågne chauffør for – ikke et
elektronisk sikringssystem. Man vinker til hinanden.
Man bliver skrækkelig sulten af at køre i Sporvogn.
Klubbens medlemmer tog linje 14 til udflugtsmålet i bøgeskoven. Her diskede arrangøren op med
det mest basale til livets opretholdelse.
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm kan ikke ses på én dag. Der er så mange ting at man uden at
kede sig kan komme igen. Og en medbragt frokost i bøgeskoven kan man jo altid spise.
Flemming blev næsten født i en sporvogn. Måske er det derfor han så dygtigt kan styre et arrangement. Hvilken myndig udstråling.
Tak til museets 150 frivillige som har skabt denne perle, til ministeren som afviklede sporvejsnettet
og til vores medlem Flemming for, med en utrolig stædighed, fik gennemført arrangementet.
På gensyn
Tekst og billeder: Inge L. og Søren P.
