Region Fyn har set hvad en brandmand ønsker sig!
Vi vidste vi skulle se brandbiler, og der var rigtig mange at kigge på. Der var helt nye biler, som leveres fra lastbilsleverandøren med karosseriet og den 32 m. lange stige monteret, så nu skulle RK Brand & Teknik så montere indretning af de indvendige rum i bilerne til diverse udstyr. Der var 20 år gamle brandbiler, som var inde til service. Firmaet RK Brand & Teknik, har løbende tilpasset sig markedet, og har specialiseret sig i, at tilbyde service på de lastbiler der er rundt om i landet.
Det er ikke kun brandbiler firmaet tager sig af, også ambulancer bygger de færdige. Der er også opstået et marked, hvor der er brug for hjælp til at løse problemerne ved oversvømmelser. Firmaet tilbyder løsninger, som kan flytte 50.000 l. i minuttet.
Vi havde 3 rundvisere, 3 generationer. Vang Pedersen, som overtog firmaet i 1973, sønnen Martin som overtog i 2011, og søn og barnebarn Daniel, som helt klart brænder for at overtage når han er gammel nok. Han har styr på, hvad der sker i firmaet.
Det var en rigtig god aften, hvor vi fik set og fik fortalt, at det ikke bare er vand der sprøjtes ud, når der er brand. Der er mange muligheder med skum osv. Det er vigtigt at bruge den rigtige blanding til de forskellige brande. Det er med det rigtige skum faktisk muligt at slukke en brand i en lejlighed på 2. sal, uden der er vandskade i etagen under.
Tak for en god aften. Jeg kan anbefale jer, at se mere på firmaets hjemmeside https://rkbrand.dk/
Tekst og foto: Jørgen Findsen