images/forsiden/topslider/Slider12.jpg

Årsmøde 2021

Årsmødet i 2020 blev jo i sagens natur Corona-aflyst, så alle sejl blev sat for at Årsmødet i 2021 skulle kunne eksekveres

Indledningsvist var det meningen at holde det i forbindelse med Tyve-Enogtyve-I-Thy i maj måned, men det endte også med at blive udskudt til 2022 - noget der så også bidrog til at Årsmødet 2021 skulle blive exceptionelt godt…

Jørgen Findsen & Co arbejdede derfor ekstra hårdt på, at få alle detaljer på plads i god tid til at de første deltagere dukkede op på en solbeskinnet fredag eftermiddag i september… For yderligere at sikre succes under hele Årsmødet var Vejrguderne endda også taget i ed således at vejret også var helt perfekt.

Ved ankomst Hotel Faaborg Fjord stod der kaffe og kage klar, så deltagerne hurtigt efter indlogering kunne konsumere samme udendørs, mens der blev hilst på både nye og gamle venner. Da parkering af de i alt 52 smukke biler skulle ske bag ved hotellet kunne man samtidig beundre bilerne når de ankom samt naturligvis vinke entusiastisk når de kørte forbi det improviserede kaffebord.

                         Parkering hotel3                                                                                                                                                          

I alt 130 deltagere havde meldt sin ankomst (69 biler) så diverse aflysninger og udskydelser gennem 2 år, havde klart opbygget et behov for at mødes, samt vise de smukke biler frem for hinanden og andre bilinteresserede.

Først på aftenen i en separat spisesal åbnede Jørgen formelt for Årsmødet ved lige at underholde med en række praktiske oplysninger samt program for - specielt - lørdagen. Specielt tidsplan og detaljer vedrørende opstilling af bilerne i Faaborg, samt efterfølgende køretur fik stor opmærksomhed, da der jo helst ikke skulle gå alt for meget galt, når op imod 67 smukke biler blev sluppet løs på de sydvest fynske småveje.

Efter den detaljerede gennemgang af programmet for lørdagen, stod den på en 2-retters menu, hvor der for alvor blev samlet op på de sidste 2 års udfordringer - med stort som småt.

Lørdagen startede med fantastisk vejr, og mens morgenmaden blev nydt med udsigt ud over Faaborg Fjord, fortsatte mange af deltagerne gårsdagens opdateringer.

Det lå dog fast at første bil skulle køre fra hotellet præcis kl. 09,00, så i god ro og orden ‘sivede’ forsamlingen ud til bilerne, som lige fik en sidste hurtig klargøring, inden de skulle vises frem på havnen i Faaborg.

Parkeringspladsen med de 50+ biler (Flere stødte til nede på havnen i Faaborg) blev efterhånden til et hektisk sted, hvor nogle satte løbsnumre på bilerne, andre gjorde de sidste forberedelser til fremvisning af bilen, og rigtig mange andre ”sparkede dæk” på forskellig vis.

Parkering havn

Første bil startede dog op 08.55, og da ingen ville skuffe Jørgen, var det et startskud til at komme afsted. 17 XK8/XKR-modeller startede op hvorefter 18 E-type-modeller fulgte efter, mens de øvrige modeller dannede bagtrop – et smukt skue af flotte biler, som i samlet flot bevægede sig mod havnen, og kl. 09.16 var parkeringspladsen tom. Jørgen strålede af stolthed, over deltagernes disciplin med at komme afsted fra hotellets P-plads og ud på dagens udfordringer.

Bilerne blev smukt stillet op på havnen, godt hjulpet på vej af frivillige, og selvom der så noget mennesketomt op da den første bil ankom, så var dette bestemt ikke tilfældet da den sidste bil blev parkeret kort før kl. 10.00. Det var som om tilskuerne nærmest dukkede op af jorden, så inden længe var området nærmest dækket af tilskuer, der ville se de flotte biler – og stemme på hvilken en, som var ekstra flot. (Tom Ruhrskov’s Mk. V’er vandt overlegent)

Efter Jørgens stringente plan kørte første bil afsted fra havnen kl. 10.45, og derefter fulgte bilerne med ca. et halvt minuts interval. Dagens ruter mod Hjemstavnsgården ved Glamsbjerg var således lagt, at biler med ulige løbenumre skulle køre den ene rute, og de lige numre skulle køre en anden rute. Dermed var der inden længe tætpakket med smukke ”vildkatte” på de små veje – Nogle kørte, mens andre holdt stille for at gætte på, hvor mange knapper der er i et glas, hvad en klump jern vejer og hvor lang et flettet stykke tovværk mon er.

Frokosten blev indtaget i de smukke omgivelser ved Hjemstavnsgården, mens snakken igen gik. Der var umiddelbart plads til 70 deltagere ad gangen, og dermed skulle de først ankomne køre derfra først igen – nok det eneste sted på dagen, hvor Jørgens program skred en lille smule. Dette havde dog ingen indflydelse på humøret, så alle fik noget at spise, mens de smukke biler blev flot – og ind imellem spontant – opstillet under de sommersmukke træer.

Frokost hjemstavn

Efter hjemkomst til hotellet ved 15.30-tiden var alle enige om, at de to ruter var lagt smukt i de ”Sydfynske Bjerge”, hvor vejene ind imellem kun lige var brede nok til at holde maksimum en bil på asfalten, og mens kaffen og kagen blev konsumeret, gik snakken livligt blandt deltagerne… Hvor meget vejede jernklodsen? Og hvad med det skæve flamingo-stykke? Hvor mange tennisbolde kunne der være i plastikspanden? Hvad var det for stykker værktøj, som var lagt frem?

Inden længe var det dog tid til at klæde om til festmiddagen, så kl. 17.30 var de fleste klar ude på terrassen med udsigt ud over Faaborg Fjord – iklædt det smukkeste, som garderoben bød på, og endelig kunne vise frem efter så lang tid i Corona-karantæne.

Det kolde glas boble-vand var tiltrængt for mange på denne smukke og lune sensommeraften, hvor beretninger om, hvornår man sidst havde en smoking eller festkjole på gik livligt. Efter en god halv times tid sivede alle dog ind til bordene, som til lejligheden naturligvis var dækket festligt op.

Efter forretten gav den afgående Formand sin festtale, hvori han bl.a. gav deltagerne indblik i, hvem han regnede med, blev JCD’s næste formand – Valget faldt på Søren Post (Som blev officielt udpeget af bestyrelsen dagen efter.)

Samtidig fik deltagerne også indblik i, hvad Carsten forventer at skulle bruge sin tid på efter at have været formand for JCD i 9 år – noget der skabte brede smil rundt omkring i lokalet… Have arbejde, og dertil at lytte efter, hvad Birgit ønsker han skal lave…

Således informeret om identiteten af hvem, der bliver den nye formand for JCD var der dermed grobund for yderligere snakke deltagerne imellem – både ved de enkelte borde, men også på tværs mellem bordrækkerne.

Da hovedretten var konsumeret, opstod der et spontant foredrag fra en af deltagerne, Hanne Albert – et langvarigt medlem af JCD, som nu gerne ville give lidt tilbage, som en tak for alle de oplevelser hendes mand og hende har haft i klub-regi gennem mange år.

Beretningen om den første bil, som så dagens/verdens lys i 1886 og som kun ”overlevede” ved at fru Benz vedholdende kørte den lange tur til sine forældre og hjem – godt hjulpet på vej af bl.a. hospitalssprit.

Efter denne spændende – og spontane – beretning var det tid til at afsløre dagens vindere i de forskellige små konkurrencer, og da svarene på de forskellige poster blev læst op, gik der forskellige udbrud gennem salen – nogle af begejstrede karakter, samt andre af lidt mere skuffende karakter…

Hvem var det der vandt konkurrencerne?

Con Cours

E-type

Nr. 1. Bil nr. 30 (22 stemmer) Peter Kryger 

Nr. 2. Bil nr. 37 (8 stemmer)  Birger Holm

Nr. 3. Bil nr. 26 (6 stemmer)  Jan-Peter Esbersen

XK8/XK

Nr. 1. Bil nr. 18 (8 stemmer) Steffen Lerche

Nr. 2. Bil nr. 6   (7 stemmer) Jacob Gade

Nr. 3. Bil nr. 7   (6 stemmer)  Carsten Brogard

Publikums Con Cours

Nr. 1. Bil nr. 47 (42 stemmer) Tom Ruhrskov

Nr. 2. Bil nr. 66 (28 stemmer) Svend Erik Andersen

Nr. 3. Bil nr. 64 (16 stemmer) Sven Studstrup

 

Løbet:

Nr. 1. Bil nr. 63 (8 rigtige)        Charlotte Grønbech og Finn Jørgensen

Nr. 2. Bil nr. 21 (7 rigtige)        Karen Nørgaard og Bjarne Vium

Nr. 3. bil nr. 28 (7 rigtige)        Kirsten og Ole Østergaard

 

Desserten blev hermed indtaget under højt humør, og til sidst sluttedes aftenen af ved et spektakulært – og ca. 20 minutter langt – festfyrværkeri, som var en nytårsaften fra en storby værdig.

Fyrværkeri

Således opstemt efter en rigtig dejlig dag sivede nogle deltagere tilbage til respektive værelser, mens andre fortsatte aftenen inde i festlokalet.

Årsmøde 2021 vil for altid gå over i JCD’s historie som det første efter Corona-nedlukningerne, men bestemt også for at være så velbesøgt og så veltilrettelagt fra Jørgen’s side.

På alle deltagernes vegne stor tak for dette Årsmøde.

Tekst: Michael Sandberg

 Jaguar Club of Denmark · Ryvej 102 · 8464 Galten · CVR 57808268 · Bank: Reg.nr.: 8125 Kontonr. 0005924383Titlebill