Vi må vente endnu en måned inden vi ser alle Jaguarerne på gaderne og til vores arrangementer. Derfor var der heller ikke nogen Jaguar at se da Region Fyn besøgte Tidens Samling, som ligger i Farvergården til Brandts Klædefabrik. Fabrikken blev ombygget fra 1982 og åbnede som kulturcenter og butiksområde i 1986. Ændringen fra fabriksbygningerne til det det er i dag, er tegnet af arkitekt Kristian Isager.
20 medlemmer var mødt op, for at se nærmere på udviklingen i de danske hjem fra år 1900 og frem til i dag. Hanne Andersen, som er frivillig i Tidens Samling, tog imod og fortalte lidt om stedet, og hvordan Annette Hage i 60´erne begyndte at samle sin samling af forskellige ting fra år 1900 og frem. Tidens Samling åbnede i 1992, da Anette´s daværende butik Bazar ikke mere kunne rumme bare en lille del af den store samling. Annette Hage døde i 2004, og herefter tog hendes datter Cecilie over, og har siden kørt museet videre.
Efter turen rundt i ”stuerne” og i særudstillingen, fra tiden i 70´erne, gik vi sammen til Cafè Olivia i Vintapperstræde, hvor der blev serveret pariserbøf og stjerneskud. Både i Tidens Samling og på Oliva gik snakken, det var tydeligt at høre, at det var længe siden, vi har været samlet til et medlemsmøde i regionen. Den gode opbakning tegner godt for 2023, så vi glæder os til vi ses til de næste arrangementer. På hjemmesiden kan man se nogle af de arrangementer der venter i løbet af året.
Tekst og foto: Jørgen Findsen
Så er årets arrangementer skudt i gang i Region Sjælland. Søndag d. 22. januar 2023 besøgte vi Statens Museum for Kunst i hjertet af København hvor udstillingen ”Matisse: Det Røde Atelier” kunne opleves.
31 medlemmer deltog - hvoraf 2 par fra henholdsvis Jylland og Fyn havde taget turen over til København på en forlænget weekend for bl.a. at deltage i vores arrangement.
Vi mødtes ca. kl. 11.15 og vores guidet tur begyndte kl. 11.30. Gennem den næste times tid hørte vi om det ikoniske maleri ”Det Røde Atelier” hvor også andre kunstværker af Henri Matisse indgår.
Værket er udlånt af The Museum of Modern Art i New York. De andre malerier, som indgår i værket, var også udstillet på nær et enkelt billede, som desværre ikke længere eksisterer.
Efter rundvisningen var der mulighed for at begive sig rundt og se andre spændende udstillinger på egen hånd – herunder en del historiske værker af både nationale og internationale kunstnere fra 1300 tallet og frem.
Her var også mulighed for at indtage frokosten i cafeen ”Kafeteria”, hvilket flere af medlemmerne benyttede sig af. En dejlig søndag – en god start på et
spændende 2023 - i godt selskab med glade Jaguar entusiaster.
Tekst og billeder: Ulrik Stuhr Christensen